FCI 343

Gruppe 2

Det vides ikke præcis hvorfra navnet Cane Corso stammer, men man mener at det kommer af Canis (af latin) = hund og Corso (af latin) Cohrs = beskyttelse, vagt.

I det gamle Rom brugte romerne den "Romerske Molos" som kamphund og sendebud i krig. Der kunne være op til flere hundrede hunde i specialenhederne. Denne hund havde de med i hele Europa, og der er nok en del gener fra den i de andre molosser racer.

Man gætter på at Corsoen er efterkommer af disse hunde, krydset med lokale hyrdehunderacer. Italienerne havde brug for en hund der kombinerede kamphundens styrke og mod med hyrdehundens beskytterinstinkt til forskellige former for arbejder i dagligdagen. En stor stærk, modig og adræt hund der havde ideelle vagt- og beskytter-instinkter.

Corsoens historie er tæt knyttet til den italienske historie, og dens forskellige anvendelser afspejles i de forskellige navne Corsoen har haft:

Som stråhund vogtede den strå/halmdepoter og beskyttede dyr og foder mod tyve og vilde dyr.

Som gedehund blev Corsoen brugt til at vogte geder. Gederne boede ofte i byen eller bynære områder, og gedehyrden samlede dem og drev dem ud på skråninger og svært fremkommelige græsgange hvor får og køer ikke kunne komme. Corsoen blev her brugt til at beskytte gederne mod vilde dyr, såsom ulve, og til at drive flokken sammen hvor hyrden ikke kunne komme frem. Det siges også at gedehyrder ikke altid var guds bedste børn og derfor ind imellem havde behov for personligbeskyttelse - her var Corsoen også ideel.

Som slagterhund blev den brugt til at genne kvæget gennem byen til slagteren, og den deltog også i det skuespil slagteren opførte for publikum i forbindelse med slagtning af tyrer. Her spillede hunden en vigtig rolle med at få tyrens opmærksomhed og holde den stangen indtil slagteren stak tyren ihjel. Det mindede nok lidt om vore tiders tyrefægtning.

Italienere var også store tilhængere af ”jagt som sport” det gik ud på at jage vilde dyr såsom bjørne og vildsvin. Her er der også flere eksempler påat Corsoen er blevet anvendt.

Op gennem middelalderen blev Corsoens gode vagtegenskaber brugt til beskyttelse af små bysamfund og farme mod omstrejfende bander og tyve. De lokale "røverbaroner" brugte også Corsoen som livvagt.

Man kan finde rester af Corsoens historie i heraldik, på malerier, og i skrøner og finurlige historier. F.eks. står der i historien om byen Montopoli, med oprindelse tilbage til det 1600 århundrede, at: ”indbyggerne i byen var kendt som stærke mænd, krigere med Cane Corsos som forsvar for dem selv og deres land og at de derfor blev kaldt Corsari (Cosairs)”

I det 20ende århundrede er efterspørgslen efter Corsoens egenskaber svundet i takt med ændret levevis. Specielt efter Anden verdenskrig gik det stærk tilbage for bestanden. I begyndelse af 1970'erne var der kun få enklaver i Syditalien og på Sicilien. En  hundeentusiast skrev i 1976 om Corsoen og stiftede i 1983 det lille selskab SACC ( Societá Amatori Cane Corso) til fremme af avlsarbejdet med Corsoen. Dette arbejde førte til en standard der blev ratificeret af ENCI (Den Italienske Kennel Club) i 1987. I 1992 begyndte ENCI at notere stamtavler for Corsoen for bedre at kunne følge udviklingen. Racen blev officielt anerkendt af ENCI i januar 1994 og af FCI i 1996. Efterfølgende har en række lande anerkendt Corsoen som race.

I dag er racen vidt udbredt i Italien, op gennem Europa og i USA. Racens popularitet har givet sig udslag i en meget bred definering af standarden både med hensyn til udseende, fysik (HD) og temperament.

Man skal derfor være påpasselig med hvor man køber hunden, og være kritisk mht. både udseende fysik og temperament.

Vedr. standarden for Corsoen henvises til FCI’s standard (se link under standarder). Derudover anbefales at se en række Corsoer gennem udstillinger og hjemmesider, og hvis det er muligt besøge kenneler, Corsoejere (kontakt racerepræsentanten).

Corsoen skal udstråle styrke og robusthed, samtidig med at den skal være en smidig og adræt hund.

En korrekt Corso er god til at skelne mellem almindelig dagligdag og trusler mod familien, hvor den vil den forsvare "sin flok" med fuld styrke. Til daglig er Corso’en venlig/reserveret overfor fremmede dyr og mennesker. Da den har et stærk vagt instinkt har de fleste Corsoer tendens til at gø ved havelågen.

Som de fleste andre store hunde kræver Corso’en tidlig socialisering og træning. Corso’en er velegnet til lydighed, agility og spor, men mindre egnet til C-arbejde. (combat/angrebsarbejde)

Det er en glad, stærk, modig, intelligent og meget nysgerrig hund. Corsoen kræver ikke mere motion end gennemsnittet men derimod opmærksomhed og beskæftigelse da det er en livlig og meget social hund. Den er ikke god til at være alene.

Man skal derfor være indstillet på at bruge tid sammen med sin hund, til gengæld får man rigeligt tilbage i form af hengivenhed og en god ven og legekammerat.

Corsoen er som udgangspunkt børneglad og har ikke noget problem med børn hvis de normale forholdsregler overholdes.

Med korrekt fodring er der et minimum af pels pleje og da Corso’en ikke savler, er den let at holde.

Egner sig ikke til at bo i byen, men til et hjem på landet med massere af indhegnet plads.
 

Racestandard:

http://www.dansk-kennel-klub.dk/files/pdf/Corso.pdf

Avlsrestriktion:
http://dansk-kennel-klub.cms123.com/0/420 %20

For yderligere information kontakt venligst racerepræsentant:

Claus Rimmer
Elboparken 42
7000 Fredericia
Tlf.: +45 20623853
Email: Nomie@bpanet.dk